Præsident Lula baner vej for 2G biobrændstoffer

Brasilien er verdens største producent af bio-etanol. Landet har siden oliekrisen i 1973 perfektioneret dets udvikling af bio-etanol, fra sukkerrør, og det sidste årti også bio-diesel, fra soja. I dag er otte ud af ti nyindregistrerede biler i Brasilien udstyret med den såkaldte flex-fuel motor, der kan køre på vilkårlige blandinger fra 0 til 100 procent af benzin/bio-etanol.

Det er verdensrekord.

Stort tema i Berlingske Business

Brasilien har indgået langsigtede leveringsaftaler Japan og EU samt USA.

Alle tankstationer i Brasilien tilbyder biobrændstoffer. Nedenfor et billede af den bil, Saab har udviklet, der i Sverige kører på E85 (85 procent bio-etanol og 15 procent benzin) og som i større byer er fritaget for bompenge, har gratis parkering og ved køb giver en kontantrabat på 10.000 kroner. Miljøbil drevet af brasilianske miljøbrændstoffer.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen - fælles EU-Brasiliansk forskning

ARTIKEL:

UMOE BioEnergy - norsk mia-investering - artikel 2009

Er fremtiden bio-brasiliansk

Et besøg hos norske UMOE BiofEnergy, der satser hele butikken i Brasilien med en skandinavisk miljø-tilgang. Og et ekspert-panels løftede pegefinger for konsekvenserne af Brasiliens konstante bio-ekspansion

Tekst: Rune Vitus Harritshøj. Juni 2009.

Sukkerrør, UMOE-plant ved røgsøjlen                             Afskårne sukkerrør venter på at blive presset

Presidente Prudente, São Paulo stat / Rio de Janeiro

De endeløse rækker af 3 meter høje sukkerrør giver fornemmelsen af at være fanget i én stor grønbrun labyrint. Her og der åbner sideveje sig i traktor- og lastbilspor. En rødstøvet lastbil med to fyldte anhængere på hver 40 tons maskin-høstede sukkerrør efterlader os midt i en støvsky, der lægger sig og åbenbarer en kridhvid røgsøjle fra en af områdets utallige sukker- og etanolfabrikker.

-”Et godt tegn. Ren forbrænding”, nikker Ole Kristian Sivertsen tilfreds.

Hans etanol-drevne bil bringer os dybt ind i hjertet af Brasiliens og verdens centrum for biobrændstoffer. Her vestpå i São Paulo stat er duften af et enormt hjemmebrænderi umiskendelig. Sprit, alkohol, kært barn har mange navne. Ole Kristian Sivertsen er direktør for den norske energi-koncern UMOE Bioenergy´s brasilianske satning. Det er Skandinaviens største investering i biobrændstoffer på foreløbig 1,6 milliarder norske kroner. Den norske forretningsmand Jens Ulltveit-Moe sadlede om for et år siden og satte 1/3 af sine penge i Brasilien i troen på, at fremtiden tilhører Brasiliens biobrændstoffer. UMOE´s nyeste etanol-fabrik, som de stadig er ved at optimere, ligger traditionen tro midt i selskabets 33.000 hektarer sukkerrør for at afkorte tiden fra høst til presningen af sukkerrør. Agronomer, biologer og ingeniører arbejder i døgndrift i de nedkølede laboratorier. Dobbelte vognlæs med sukkerrør kører konstant hen til de enorme maskiner til at knuse sukkerrørene og fermenterings- og destilleringsprocessen mod sprit. Og senere etanol der fra hovedparten af Brasiliens tankstationer sælges og bruges af i dag ni ud af ti nye biler. Der er noget Mad Max over atmosfæren.

Ole Kristian Sivertsen taler med begejstring om Brasiliens potentiale. Og om UMOE BioEnergy´s vil sætte nye standarder for, hvordan man producerer bæredygtige brændstoffer. Det vil sige, at alle led også eksempelvis underleverandører skal arbejde bæredygtigt. Han går rundt og tager fotos på ting, der skal ordnes. Som at store fermenteringssiloer ved lækager ikke taber etanolen ned i undergrunden.

-”Vi stiller høje krav til partnere og medarbejdere: Bæredygtighed, nul korruption, engagement. Til gengæld tilbyder vi gode arbejdsforhold inkl mad- og helseordninger, bustransport med med mere,” siger han og viser i en nærliggende landby det skolebibliotek med internet-adgang og en lægekonsultation, UMOE BioEnergy har donoreret.

UMOE BioEnergy er regnet på land et af de mindre men er målt på ren etanolproduktion i top30 af Brasiliens omkring 400 etanol-virksomheder. De største kunder er det statslige energiselskab Petrobras og tankstation-kæden Ipiranga. To tredjedele af landets etanol-produktion er fra São Paulo stat og resten i nordøst Bahia og Natal. 60 procent af høsten bruges til etanol og 40 procent til sukker. Brasilien har i mange år været verdensførende indenfor biobrændstoffer, fordi landet begyndte på etanol-produktionen til transportbehov under oliekrisen i 1973. De sidste fem år har i snit 85 procent af de nyindregistrerede biler har den såkaldte flex-fuel motor, der kan køre på vilkårlige blandinger af benzin og etanol fra E100 til ren benzin. Og med lethed kan køre på den E-5 (5 procent etanol og 95 procent benzin), der sælges i Danmark. Og også med få justeringer kan køre på den E-85, som Sverige som det eneste land sælger visse steder. 1/3 af Brasiliens bilpark er i dag flexfuel, og med kombinationen af ren etanol og E25 kører mere end 50 procent grønt. Det er verdensrekord.

-”Debatten helt op på højeste politiske niveau er i Danmark, Sverige og Norge mytebaseret. At særligt den franske  bilindustri kan slippe afsted med at hævde, at bilmotorerne tager skader af blandinger med mere end fem procent etanol er ren og skær misinformation. Her i Brasilien kører europæisk-producerede biler på E-25 efter få og enkle småjusteringer. Som det ser ud fra Brasilien, så er Skandinavien forpligtet til et følge EU-standarden her, der trækker os ned. Jeg har stor forståelse for problematikken om fødevarer men mener, den er forfejlet, da kun to procent af Brasiliens landbrugsland i dag bruges til biobrændstoffer som sukkerrørsbaseret etanol og sojabaseret bio-diesel,” siger han og ytrer ønske om at integrere de skandinaviske erfaringer i Brasilien.

-”Europæere har ekstremt svært ved at se ting, der ikke lige kommer fra Europa eller USA. Den brasilianske model indenfor biobrændstoffer ,” afslutter Ole Kristian Sivertsen.

Kritikken af Brasiliens biobrændstoffer, og de direkte og indirekte konsekvenser for landbrugs- og fødevaresektor, kommer fra mange sider. Weekendavisen deltog i Latin American Studies Association, der i juni afholdt dets årlige kongres i Rio de Janeiro. Professor Steven Zanhiser fra USDA Economic Research Service er en af paneldeltagerne. Han forsker i, om EU´s direktiv for bæredygtige brændstoffer kan bruges i den brasilianske biobrændstofssektor. Direktivet, fra december 2008, er ambitiøst og skal inden 2020 sørge for, at ti procent af EUs brændstofsforbrug er bæredygtigt. Ifølge Steven Zanhiser´s beregninger, er det omkring 40 mio. tons brændstof i 2020. I dag er 6 mio. tons af EU-forbruget bæredygtigt ud af 402 mio. ton. Med de nuværende produktionsmetoder vil det kræve enten 9,3 mio. hektarer sukkerrør eller 76,2 mio. hektarer soja. Brasilien har potentielt 297 mio. hektarer, og dets 2008-høst lød på 8,1 mio. tons sukkerrør og 21 mio. tons soja. Det springende punkt er ifølge Steven Zanhiser kvaliteten og ikke kvantiteten af de brasilianske biobrændstoffer. EU-direktivet stiller krav om, at biobrændstofferne frem til 2017 er mindst 35 procent renere i produktions-og forbrændingsmetode en fossile brændstoffer. Og mindst 50 procent renere fra 2017. Brasiliens etanol er 71 procent renere og bio-diesel 31 procent, hvorfor særligt den nyere bio-dieselsektor skal forbedre.

-”Det kan blive svært for Brasilien at leve op til EU-kravene. Men hvorfor skal kun brændstoffer omfattes af krav til en bæredygtig produktionsmetode. Hvad med fødevarer, som Coca-Cola,” siger Steven Zanhiser.

Paneldebatten vender polemikken om afbrænding af sukkerrørsmarkerne efter hver høst. I Brasilien erden CO2-tunge afbrænding tilladt indtil 2014 dog med flere regionale forlængelser. Et i den globale biobrændstofs-debat overset aspekt er forholdene for sukkerrørsarbejderne. En mejertærsker gør samme arbejde som 80 arbejdere. I dag er halvdelen af Brasiliens sukkerrørshøst manuel. UMOE BioEnergy har 95 procent maskinhøst, der letter høste-processen og giver levedygtige, sikre og moderne arbejdspladser. Desuden undgår den maskinelle høst den meget udbredte CO2-tunge afbrænding af de tilbageværende sukkerør efter manuel høst.

Tilbage i Sao Paulo stat går en gruppe på 50 sukkerrørsarbejdere hjem fra en lang arbejdsdag med den klassiske machete-kniv og en tom vanddunk og benzindunk i hver hånd. Vi spurgte professor José Pereira Novaes fra Universidade Federal do Rio de Janeiro om sukkerrørsarbejdernes arbejdsdag og virkelighed:

-”De sidste par års ekspansion i sukkerrørs-sektoren har ændret markant på Brasiliens interne migrationer, der historisk har været og stadig er fra det fattige nordøst mod det rige syd. Frem til 1995 bosatte disse millioner af nordlige gæstearbejde sig permanent eller i længere periode i de sydlige industribyers forstæder. Men med biobrændstofs-eksplosionen er det mere og mere ugifte unge mænd, der kun opholder sig i snit otte måneder i Sao Paulo-staten og derefter må rejse nordpå igen i fire måneder. Disse nye sukkerrørsarbejdere er ekstremt effektive og kan skære 9-10 tons per dag til en løn på 2,7 realer/ton (8 kroner). Til sammenligning skal der kun et ton sukkerrør til at fylde benzintanken på en bil hernede (49 liter). Profitten er enorm for alle led. Vi oplever et stigende antal døde blandt selv de helt unge efter få måneders arbejde, fordi arbejdstempoet er umenneskeligt, og hjertet ganske siger stop. Og så bliver det ikke registreret som arbejdsskade men som naturlig, tragisk, død,” siger José Pereira Novaes.

De brasilianske myndigheder og særligt Sao Paulo-delstatsmyndigheder arbejder systematisk på at gøre alle led bæredygtige i biobrændstofssektoren. Via strammere miljøkrav og bedre arbejdsforhold. Målet er at, at Brasilien bliver anerkendt i hele verden som det forbillede for biobrændstof, som blandt UMOE BioEnergy arbejder med. Brasilien er opmærksom på, at USA og EU sætter importbarrierer op for brasiliansk biobrændstof. Hvorfor kan over halvdelen af Brasiliens bilpark, der i snit er ældre end eksempelvis den danske, så uden problemer køre grønt i langt højere procentdele, end EU i dag kræver.

BOKS:

Brasilien er verdens største producent af bio-etanol og har leveringsaftaler med Japan, USA, Kina og Sydafrika. Tidligere var det kun lokal kapital, der investerede i sukkerrørssektoren men siden 2007 har 12 procent været udenlandsk kapital. Debatten kører på, om de øgede jordpriser samtidig med en kraftig satsning på sukkerrør og soja (til henholdsvis bio-etanol og bio-diesel) forandrer den sociale sammensætning i landområderne. Og om, og i så fald hvordan, fødevaresektoren/priserne påvirkes af denne udvikling.Tusindvis af brasilianske småbønder producerer sukkerrør på en stadigt større del af sin jord for at få hurtige indtægter