| Latinamerikas leder |
|
|
|
| Skrevet af Ebbe Fischer |
| Mandag, 10. oktober 2011 10:33 |
|
Artikel til Kristeligt Dagblad:
Brasiliens jernlady træder ud af Lulas skygge
Dilma Rousseff var aldrig blevet valgt som Brasiliens første kvindelige præsident uden støtte fra den populære ekspræsident ”Lula” da Silva. Men siden valgsejren sidste år er den tidligere guerillasoldat trådt i karakter, og nu fremstår hun som hele Latinamerikas 'stærke mand'. -----------------------------------------------------------------------------------------------
Af Ebbe Fischer
Hun gik i gymnasiet, da militæret kuppede sig til magten. Det var i 1964, og den unge Dilma Rousseff blev rasende. Hun følte sig forrådt. Trådt på. Og hun gik ind i modstandskampen. Seks år senere blev hun anholdt og torteret, men hun angav aldrig sine kampfæller. De fighteregenskaber har Dilma Rousseff - i daglig tale blot kaldet Dilma – haft brug for, siden hun vandt valget i oktober sidste år. D. 1. januar overtog hun nemlig præsidentposten fra den mest populære brasilianske præsident nogensinde, Luiz Inácio ”Lula” da Silva, som velvilligt overførte sin opbakning til partifællen fra Arbejderpartiet, fordi han ikke selv kunne genopstille. Siden har Dilma haft noget at leve op til. Med valgsejren stod hun pludselig i spidsen for et traditionelt macho-land; Latinamerikas supermagt. Et land, som de andre lande i regionen ser op til. Ikke kun pga. størrelsen, men også fordi det er lykkedes Lula at hive over 20 mio. mennesker ud af fattigdom siden 2003. Da Peru i juni valgte Ollanta Humala til præsident, proklamerede han straks, at han vil være ”Peru’s Lula”, ligesom andre latinamerikanske ledere skeler til den store fremgang i Brasilien. En fremgang, der er kommet via en markedsorienteret, næsten socialdemokratisk, omfordelingspolitik. Fremgangen har givet brasilianerne selvtillid, og ifølge Dilmas kampagneleder João Santana personificerer hun udviklingen i landet. ”Dilma er Brasiliens nye ansigt. Hun tror på sig selv. Hun er generøs, men ikke slesk. Hun ved, hvad hun er værd,” udtalte han for nylig.
Dilmas demonstrerede både sin egen og Brasiliens selvtillid på sin første udlandsrejse som præsident – til naboen Argentina. Et land, der siden 2007 systematisk har svindlet med de officielle inflationstal, og som på flere andre områder bliver anset som en useriøs partner i det globale samarbejde. ”Man må respektere spillereglerne,” formanede Dilma. Hun dristede sig dermed ud på kanten af god diplomatisk tone. Og det blev bemærket hos den evige rival, der engang kunne gøre Brasilien rangen stridig som Latinamerikas førende magt. Men de tider er forbi, og mange argentinere er helt enige med Dilma i hendes ordvalg, hvorfor hun slap uden skrammer i forhold til den store partner i syd. I forholdet til USA har Dilma rykket Brasilien ind på en mere moderat kurs. Lula var respekteret i Washington, og han var langt fra den socialistisk Hugo Chávez, men Lula kunne være provokerende i sin omgang med USA's fjender. Ifølge iagttagere var det en bevidst konfrontatorisk kurs designet til at vise, at Brasilien ikke længere vil føje USA – eller nogen andre. Dilmas retorik er mere afdæmpet i erkendelse af, at Brasilien har brug for USA. Særligt i forhold til at opnå det altoverskyggende internationale mål: En fast plads i FN's sikkerhedsråd. Et mål, som Danmark i øvrigt støtter i forbindelse med en reform af FN-systemet.
På den hjemlige bane har Dilma taget livtag med den rodfæstede korruption, der spiller en stor rolle i det politiske og økonomiske liv i Latinamerika. Hendes stabschef Antonio Palocci kom i mediernes søgelys i juni, da det kunne dokumenteres, at hans formue på mystisk vis var vokset hastigt. Dilma reagerede hurtigt og fyrede ham. Dernæst gik hun i gang med at rydde op i regeringen. Fire ministre har siden trukket sig som følge af anklager om korruption, og Dilma er mere populær end nogensinde. Hele 71 procent af brasilianerne synes nu, at hun gør et godt stykke arbejde. Det er dog stadig et stykke op til Lulas 80 procents opbakning. I et land, hvor korruption hører til dagens orden, er det imidlertid ikke omkostningsfrit at tage kampen mod den. Dilmas regering bliver støttet af en række partier, som traditionelt får offentlige stillinger og pengegaver som modydelse, og det kan give hende problemer fremover. På det økonomiske område ser hun også problemer i horisonten. Brasilien er vokset de senere år - uagtet den globale krise, fordi en stor del af landets vækst kommer af en voksende intern efterspørgsel. Brasiliens BNP voksede således med 7,5 procent sidste år, men væksten tegner til ’kun’ at blive godt det halve i år, og den kan blive endnu mindre i årene fremover - som følge af verdenskrisen. På plussiden kan Dilma tælle mindst én klar vindersag. VM i fodbold skal nemlig afholdes i Brasilien i 2014, og Dilma har markeret sig ved at presse verdensforbundet FIFA på de allerede indgåede aftaler om kommercielle rettigheder.
Mens Dilma er trukket i arbejdstøjet, spøger Lula i baggrunden. Han viser stadig ansigtet i offentligheden, fx i forbindelse med forberedelserne til VM i fodbold. Men Lula har ikke nogen officielle poster. Brasiliens ekspræsident står imidlertid som landsfader og som manden, der endelig forløste en del af landets enorme potentiale - og sendte brasilianerne på sikker kurs mod rigdom og global indflydelse. Lula kan stille op igen til præsidentvalget i 2014, hvis han vil. Og det vides ikke. Det vides ej heller, om Dilma frivilligt vil lade ham komme til. Indtil videre tegner der sig et billede af en handlekraftig ny præsident, en dygtig politiker og et magtmenneske med mod på at gøre en forskel. Vil Dilma frivilligt give magten fra sig? Da hun var spærret inde som ung revolutionær lærte hun at fighte, har hun fortalt. ”I fængslet lærer du at overleve, men også, at du ikke kan løse dine problemer med et snuptag. I fængslet venter du meget. Venten betyder nødvendigvis håb, og hvis du mister håbet, så tager frygten over. Jeg lærte at vente,” siger hun. Dilma Rousseff bliver 64 år til december, og analytikere vurderer, at hun selv mener, hun har ventet nok. Nu er hendes opgave at føre Brasilien videre ad det spor, der allerede blev grundlagt via økonomiske reformer i 90’erne. Et spor, Lula for alvor trådte ind på.
|
| Senest opdateret: Mandag, 10. oktober 2011 11:00 |



