Passion, korruption og fantastiske boldkunstnere præger dagen i den argentinske fodboldverden, der leverer verdensstjerner på stribe. Og to gange om året går Buenos Aires i stå. Det sker, når pomadedrengene fra River Plate møder arbejderne fra Boca Juniors i klassikeren over dem alle.

Af Ebbe Fischer

Den rutinerede argentinske dommer, Gustavo Bassi, puster hårdt i fløjten og strækker armene frem. El Superclásico er slut, og i samme øjeblik vælter fotografer og journalister ind på græstæppet i et kaotisk virvar, der er afslutningen på en VM-finale værdig.

   Vi skriver 4. maj 2008, og hjemmeholdet Boca Juniors har netop vundet den mytiske superklassiker med 1-0 over River Plate.

Det er de blå-gules første sejr i tre år, og spontan glæde skyller ned over de jublende spillere. En stor forløsning for langt hovedparten af de 58.000 mennesker, der er på plads på La Bombonera, mens 1.100 politifolk er udkommanderet omkring stadion. Rivers enklave bag det ene mål er dybt skuffede, og de blå-gule håner dem.

   ”Hønsene er bange”, lyder det med henvisning til Rivers overklasse rødder.

   ”Bolivianere!” - replicerer de hvidklædte tilhængere. Denne ene dag om året har de vovet sig ned i det fattige havnekvarter, La Boca.

   Bocas spillere, trænere og reserver jubler, mens Rivers dyre drenge trasker med bøjede hoveder direkte mod den oppustelige spillertunnel. Sidstnævnte strækker sig langt ind på banen for at beskytte spillerne mod fanatikerne på La Bomboneras stejle tribuner, der helt bogstaveligt gynger op og ned under vægten af glade hinchas. Snart er Rivers spillere væk. Hjemmeholdet fejrer sejren med publikum. Og millioner af TV-seere følger med på skærmen. De lokale medier anslår, at over 70 procent af Argentinas befolkning kender resultatet under en time efter sidste fløjt.

På det sorte marked

   Fire timer tidligere strømmer tilskuere i tusindvis ad La Bocas klassiske koloniale gader mod La Bombonera. Det er årets absolut største dag i det gamle havnekvarter. De store aviser har anvist veje til stadion, så de to grupperinger kan undgå at møde hinanden, og alt ånder stadig fred og ro på en solrig efterårsdag i maj.

   Vi er syd for ækvator, og deres udsendte har i dagene op til braget forgæves forsøgt at få billet. Det er svært, for officielt er der ingen til salg. Alt er nemlig reserveret til klubbens medlemmer, men via et korrupt system flyder de alligevel ud til velbjærgede turister, der kan få pladser for 1.000-3.000 kr. pr. stk. Vi kom for sent til dem, og derfor står vi nu tre gringos i La Bocas gader og spejder efter billetter mellem solbrændte fans. Billethajerne holder normalt til på en stor parkeringsplads af grus kort fra stadion, og her har vi handlet før. En ung mand i Boca-trøje nærmer sig roligt, da han opsnapper vores søgende blikke.

   ”Tickets? Okay. Men så skal det gå stærkt, politiet holder øje,” siger han.

  Vi tjekker, at billetterne ligner de sædvanlige, og han får diskret sine penge. Snart er vi på vej gennem den ene politiafspærring efter den anden, og vi bliver visiteret flere gange. Mylderet bliver mere og mere intenst. Vi nærmer os stadion, og politiet godkender billetterne, indtil vi når helt frem til porten.

   ”De er falske.”

   Ordene kommer med et tørt blik. Manden ved indgangen til selve La Bombonera er ikke i tvivl, og han ryster opgivende på hovedet. Det har han set før. Det er risikoen, og efter en kort diskussion går vi slukørede tilbage gennem tre afspærringer. Tilbage på det sorte marked - 900 kr. fattigere. Dog ”billigt” sluppet for tre billetter, da turisterne holder sig fra det skumle sorte marked, som de bliver advaret mod. Dermed er priserne langt lavere her end ved bureauerne, og vi prøver igen.

   En halv time inden kampstart står en lille flok hinchas tæt ved presseindgangen. Alle spejder tydeligvis efter billetter. Vi har afvist et par billethajer, der tilbød falsknerier, og håbet svinder, mens det tiltagende sus inde fra La Bombonera indikerer kampstart. Pludselig kommer en stor mand i sort t-shirt og kasket hen til os.

   ”Tickets? Følg med mig,” siger han kort. Han har givetvis valgt os, fordi vores kridhvide ansigter indikerer, at vi som europæere kan betale mere end de lokale omkring os. Vi prøver. Og pludselig behøver vi ikke billetter for at komme igennem. For hver politiafspærring råber vores nye ven højlydt, at vi er med ham. Betjentene nikker og smiler.

   På vejen når vi at aftale en pris på 300 kr. pr. billet, og fremme ved indgangen udleverer den store mand et pressearmbånd til hver. Han følger os helt op under de gamle tribuner, hvor der flere steder siver vand fra utætte rør. Atmosfæren er undergrund, og nu kan vi for alvor høre de gale hinchas.

   ”Hvor kommer I fra?” spørger vores ven under larmen.

   ”Aaahhh.. Dinamarca. Bueno! Jeg er fra Polen. God kamp,” smiler han og stikker dagens ekstraindtægt i lommen. Som alle argentinere er han stolt af sine europæiske rødder, og pludselig er han væk igen.

   Vi går de sidste meter ud på stadion, hvor en infernalsk larm rammer trommehinderne. Konfetti vælter ned over os, og alt er i bevægelse, mens grønsværen - langt under os - domineres af fotografer og reklamebannere. Pladsen er træng, og vi kan hurtigt glemme alt om nummererede sæder. Få øjeblik senere kommer holdene på banen, og stadion eksploderer fuldstændigt. Vi er havnet på langsiden, tæt ved det ene hjørneflag.

Magtfulde hooligans

   Bag målene i La Boca står de mest hardcore tilhængere. Det er de berømte og berygtede barra bravas - de indflydelsesrige argentinske fanklubber. Rivaliseringen mellem dem er præget af slåskampe, og i sjældne tilfælde drab, når de gale hinchas støder sammen.

   Ballade forekommer imidlertid ikke kun mellem barra bravas fra forskellige klubber, men i mindst lige så høj grad internt i grupperingerne. Det måtte den 29-årige Gonzalo Acro sande, da han blev skudt og dræbt på åben gade i Buenos Aires d. 6. august sidste år, angiveligt fordi han fungerede som løjtnant i en oprørsk fraktion i River Plate.

   Den interne rivalisering handler dybest set om penge. Det er nemlig særdeles økonomisk attraktivt at blive leder af de store klubbers ”barra”, og lederne er ofte i aviserne. Ikke fordi de bliver glorificeret, men fordi de simpelthen er en del af historien. Et fænomen, der er svært at komme til livs.

   Der er tale om en regulær mafia, som bliver styret af en leder – en fan – som har adgang til mange tusinde pesos. I Argentina er det en offentlig hemmelighed, at hver klubs barra er involveret med klubledelsen, og f.eks. anslås det, at Rivers tilhængere hver måned får tildelt gratis billetter, der bliver solgt videre til en værdi af 12.000 euro. Undertiden får de organiserede tilhængerne også andel i transferindtægter, og klubberne har vanskeligt ved at håndtere problemet.

   Dels kan en klubpræsident, der vil klubbens barra til livs, sætte sin førlighed over styr. Der er mange eksempler på, at barra’en ikke går tilbage for terrormetoder. Dels bliver klubpræsidenten valgt af tilhængerne, der typisk vælger den præsident, som opretholder barra’ens økonomiske fordele.

   Lederen af barra’en har kæmpet sig til tops på den hårde måde. Lederen er nemlig den, der med alle midler formår at samle de andre hooligans omkring sig. Og derfor ser man ofte heftige interne kampe. Særligt fordi de kriminelle ledere undertiden ryger i fængsel, og så skal der findes en ny leder. Den proces går ikke stille af, og de sidste par år har River haft store problemer. Væbnede interne opgør er nået helt ind på El Monumental, hvilket har givet klubben flere karantæner fra hjemmebanen. Men det har ikke bremset balladen.

   Søndag den 30. marts i år gik det helt galt på den midlertidige hjemmebane i Vélez. Lige inden kick-off gik to store grupper løs på hinanden med knive og bælter. Årsagen var, at en oprørsk fraktion havde placeret sig midt på den harcore tribune - og dermed havde den symbolsk overtaget magten over Rivers barra.

   Det ville den etablerede ledelse ikke acceptere. Et absurd sammenstød fulgte, med knivstikkeri og en hårdt såret mand, der trillede hjælpeløs ned ad tribunen i fuld TV-tid. Omkring 500 hinchas deltog i blodrusen, mens 800 udkommanderede betjente stod passive uden for stadion. Sidstnævnte blev set som et nyt bevis på, at man ikke altid kan overlade sikkerheden til politiet i Argentina. I et samfund med svage institutioner og udbredt korruption udgør barra’en en organiseret magtfaktor, der i flere sammenhænge bliver brugt som både tæskehold og sikkerhedshær.

   På trods af de bloddryppende historier er det ufarligt for en ikke-barra brava at gå til fodbold i Argentina. Volden er i reglen skjult, og den rammer barra’ens interne fjender. Eller dem, der selv søger konfrontation med modstanderholdets fans.

De gamle rivaler

   Rivaliseringen mellem de to store Buenos Aires-klubber strækker sig tilbage til 1913, da River vandt 2-1 i det første opgør. Siden 1968 har kampen været særlig følelsesladet, da 71 Boca-fans blev mast ihjel - som gæster på El Monumental. Politiet holdt af uvisse årsager en port lukket for udeholdets tilhængere, og der udbrød panik. En historie, der har bidraget til hadet. 

   River Plate er som nævnt rigmandsklubben, og det kan man næsten se på spillerne. Halvdelen af River Plates spillere anno 2008 har langt pomadehår og pandebånd, mens det er en sjældenhed på Bocas hold. River spiller desuden pænt og poleret, og klubben har utvivlsomt mere stil. Til gengæld har Boca en særlig charme. Det er arbejderklubben, der i dag også har store økonomiske midler, men publikum giver stadig mest kredit til de slidsomme holdspillere.

   I 1940 blev det legendariske La Bombonera bygget i La Boca på trods af, at der manglede plads til to rigtige langsider i de smalle gader. Derfor er den ene langside en simpel væg med enkelte VIP-pladser. Men hvad gør det, når en fanatisk Diego Maradona følger de fleste kampe fra sin loge på netop den lille langside, hvor også klubpræsidenten og andre vigtige personer huserer.

   Argentinas landshold spiller til gengæld alle store hjemmekampe på Rivers bane, hvor Argentina blev verdensmester i 1978. El Monumental ligger i et pænt og hyggeligt forstadskvarter i den nordlige del af hovedstaden, hvor smarte caféer og trendy butikker overlapper de store bilforretninger. La Bombonera ligger i et forfaldent havnekvarter. Bag Bocas ene langside hænger et stort svensk flag, og dét skyldes en særlig legende, som klubben dyrker.

   To år efter Boca Juniors’ stiftelse i 1905 mødte klubben et hold med de samme blå-hvide spilletrøjer, og så var gode råd dyre. Ifølge legenden blev lederne enige om, at Boca Juniors skulle spille i samme farve som flaget på det næste skib, der anløb havnen.

   Det næste skib var svensk. Det var i 1907, og siden har Boca Juniors spillet i blåt og gult.

Dagens brag

   ”Burro! Burro!” 

   Vi er tilbage i maj 2008. Rivers tilhængere opildner deres idol, men den langhårede 10’er, Ariel Ortega, går opgivende rundt på banen. Som mange argentinske stjerner har han et mærkeligt kælenavn. El Burrito betyder det lille æsel, men æslet har en dårlig dag. Bocas 10’er, Juan Román Riquelme, har overtaget, og han støttes af klubbens aldrende topscorer Martín Palermo, samt landsholdsangriberen Rodrigo Palacio, der i flere år er meldt på vej til topklubber i Europa. Rivers stjerner er - udover Ortega - de unge Diego Buonanotte, den colombianske landsholdsangriber Falcao og det chilenske supertalent, 19-årige Alexis Sánchez. Alle stærke driblere, der dog ikke får meget ud af det på dagen.

   Allerede i det 14. minut giver hjemmeholdets pres pote. Den populære midtbaneslider Sebastián Battaglia bliver matchvinder, da han sætter hovedet på et hjørnespark, og tribunerne ryster. Stemningen holder kampen ud, selvom River i anden halvleg etablerer et pres. Til sidst er der nerver på hos Boca. De blå-gule tilhængere vil vinde efter tre års tørke - med tre uafgjorte og to nederlag i historiebøgerne. Og River må selv hente boldene ved indkast. De blå-gule bolddrenge har ikke tænkt sig at hjælpe, og ved hvert hjørnespark holder politiet skudsikre glas op for River-spilleren. Lightere og andet skrammel preller af.

   Efter kampen er det en flok dybt skuffede River spillere, der forlader stadion uden at tale med pressen. Boca-lejren jubler. Kampen er slut, men sangene fortsætter, da vi venter på at komme ud. I Argentina er det altid udeholdets hjørne, der får lov til at gå først – for at slippe væk. Og i La Bocas gader bliver 253 River-folk efterfølgende anholdt for mindre optøjer. De følgende dage beretter pressen om de glade Boca-spillere, der nu går efter både mesterskab og Copa Libertadores.

   Fem uger senere er det slut. Det blev Rivers sæson. De blå-gule blev sendt ud i semifinalen af Latinamerikas pendant til Champions League, og på TV kan alle nu se Rivers spillere synge mesterskabet ind med en sviner til de evige rivaler.

   ”Hvilke titler vandt Boca i år? River Campeón!” – lyder det fra Nuñez, Buenos Aires. Men i La Boca husker de bedre årets første superklassiker. Der er revanche i oktober på El Monumental.

Fakta1: “El Superclásico”

Kampen mellem Buenos Aires’ to største fodboldklubber er omgærdet af en aura af historie og passion. I Argentina er El Superclásico et helt nødvendigt begreb - for klart at definere landets største opgør i et virvar af klassiske kampe.

   De fem store i Argentina er River Plate, Boca Juniors, Independiente, Racing og San Lorenzo. Hver gang de fem hold mødes er der tale om en klassiker. Desuden spilles fem andre klassikere, når de fem store møder det gamle storhold Huracán, der netop er vendt tilbage til den bedste række. Læg dertil tre heftige - og ligeså klassiske - lokalopgør i La Plata, Rosario og Córdoba, og en superklassiker blev født.

Fakta2: ”River Plate”

- Grundlagt i 1907.

- Vigtigste titler: 33 mesterskaber, 2 Copa Libertadores og 1 Intercontinental Cup (VM).

- Kælenavn: Los Millonarios (millionærerne, fordi det traditionelt er de riges klub)

- Stadion: El Monumental i Nuñez, Buenos Aires (Argentinas nationalstadion med plads til 66.000 siddende tilskuere).

- Stjernespillere gennem tiden: Mange. F.eks. Enzo Francescoli, Hernán Crespo og Ariel Ortega.

- Spilledragt: Hvid med et enkelt rødt tværbånd.

Web: www.cariverplate.com

Fakta3: ”Boca Juniors”

- Grundlagt i 1905.

- Vigtigste titler: 22 mesterskaber, 6 Copa Libertadores og 3 Intercontinental Cup.

- Kælenavn: (Los Xeneizes, efter de italienske udvandrere fra Genova, der grundlagde klubben).

- Stadion: La Bombonera i La Boca, Buenos Aires (58.000 tilskuere, heraf 20.000 siddepladser).

- Stjernespillere gennem tiden: Mange. F.eks. Diego Maradona, Juan Román Riquelme og Carlos Tevez.

- Spilledragt: Blå med en gul tværstribe på maven.

Web: www.bocajuniors.com.ar