Tusindvis af nazistiske krigsforbrydere søgte sikkerhed i Sydamerika efter 2. Verdenskrig, og særligt Argentina bød dem velkommen med åbne arme. De kaldte det rotteruten. Vatikanet og Røde Kors hjalp de flygtende nazister, og selveste organisatoren af Holocaust - Adolf Eichmann - slap af sted. Fordyb dig i historien her.

Af Ebbe Fischer

I maj 1945 stod en flok pjaltede tyske tropper på et bjerg ved Salzburg i Østrig. De blev ledet af Adolf Eichmann, og soldaterne vidste, at netop han bar et tungt ansvar for nazisternes dødslejre. Delingen kunne høre amerikanernes kanoner i dalen, og da nederlaget var klart, henvendte mændene sig til deres leder.

”Obersturmbannführer. De er eftersøgt krigsforbryder. Det er vi andre ikke. Vi har talt grundigt om sagen, og vi mener, at du vil gøre dine kammerater en stor tjeneste ved at forlade os og udpege en anden leder.”

SS Obersturmbannführer Eichmann havde forudset situationen. Fem måneder forinden flygtede han fra Budapest - under russisk beskydning juleaften 1944 - da Den Røde Hær knuste den sidste modstand i Ungarn. Siden blev han beordret tilbage til Berlin, og i krigens sidste måneder oplevede han, hvordan gamle venner lagde afstand til ham. Ingen bildte sig ind, at De Allierede ville udvise forståelse for nazisternes folkemord, og siden Eichmann var den praktiske planlægger af Holocaust - var han i problemer. Uønsket af sine egne.

I april 1945 beordrede SS-chefen Heinrich Himmler ham til Prag. På det tidspunkt var Hitlers Tredje Rige praktisk talt brudt sammen, og Eichmann aflagde sin sidste rapport i den lille østrigske by Altaussee, hvor han fik den desperate ordre at organisere modstand i bjergene. Det gjorde han. Men krigen var tabt, og selv hans nærmeste folk vidste det. I erkendelse af nederlaget gav Eichmann sine sidste følgesvende en klar besked - den dag på bjerget:

”Mænd. Jeg vil efterlade jer her. Krigen er slut. I har ikke lov til at skyde på fjenden længere. Pas på jer selv.”

I samme øjeblik var Adolf Eichmann på flugt. En flugt, der skulle komme til at vare i fem år og gå over to kontinenter og en håndfuld lande. Han var på flugt fra krigens sejrherrer og på flugt fra sin egen identitet, som han fremover måtte skjule omhyggeligt for at overleve.

Krigsfange

I fredens første dage forklædte SS-officer Eichmann sig som korporal fra Luftwaffe (det tyske luftvåben, red). Han fik selskab af sin trofaste løjtnant Rudolf Jänish, og de flygtede gennem det bjergrige terræn mod nord. De forsøgte at undgå De Allieredes hære, men allerede ved Ulm i det sydlige Tyskland løb de ind i en amerikansk patrulje, og de blev interneret. Eichmann var nu selv fange, og han opgav nervøst navnet Adolf Barth. Navnet blev noteret, men kort efter opdagede fangevogterne SS-tatoveringen - med hans blodtype - på indersiden af venstre arm, og han ændrede forklaring. Han var nu pludselig SS-løjtnant Otto Eckmann.

Amerikanerne havde hænderne fulde, og de havde ikke umiddelbart tid til at se på Otto Eckmanns sag; mange tusinde tyske soldater traskede hjemad fra de besatte områder, og andre tusinde blev holdt som krigsfanger. Krigsforbrydere var der nok af. Nazisterne havde begået utallige grusomheder under krigen, og siden Eichmann var ukendt i den brede offentlighed - i modsætning til folk som Hitler og Himmler - blev han ikke genkendt.

I august blev han flyttet til en ny lejr, og som tiden gik, blev han mere og mere nervøs. Fangerne blev afhørt igen og igen, og De Allierede forsøgte at finde de hovedansvarlige for det morderiske ragnarok, Hitler havde udløst over Europa. Eichmann besluttede at flygte. De tyske officerer havde imidlertid et æresbegreb, der betød, at de andre tilfangetagne officerer skulle konsulteres, inden en flugt, og Eichmann samlede lejrens ti officerer. Til den højeste officer - en tysk major - afslørede han sin sande identitet. Majoren var ikke overrasket.

”Min kære kammerat Eichmann. Det har jeg vidst længe. Din løjtnant Jänish har fortalt mig om det i al fortrolighed, men så længe du ikke sagde noget til mig, har jeg gemt oplysningen i mit hjerte.”

Officererne gav deres tilladelse til flugten, og de hjalp Eichmann på flugt under uklare omstændigheder i januar 1946.

Nazisternes netværk

Eichmann havde gode kontakter i Tyskland, som nok var besejret, men som endnu ikke var afnazificeret. Top-nazister på flugt kunne nemt skaffe sig gyldige ID-papirer. Hans nye pseudonym var Otto Henninger, og han slog sig ned sig ned ved Celle i nærheden af Bremen for at arbejde i skovene.

Tidligere nazister i nærheden kendte imidlertid hans sande identitet, men de beskyttede ham. Endnu. Eichmann følte sig ikke sikker. Når han slog op i aviserne kunne han se, at han var i orkanens øje. ”Massemorderen Eichmann” og ”Hvor gemmer løjtnant Eckmann sig?” – lød et par af de overskrifter, der væltede frem under Nürnberg-processerne.

Flere og flere krigsforbrydere fra SS blev retsforfulgt, og De Allierede var efterhånden helt klar over Adolf Eichmanns centrale rolle i planlægningen. De vidste nu, at han i 1944 kom til Budapest og herfra satte fart på at koordinere tusindvis af togtransporter til dødslejrene i et sandt arbejdsraseri - på et tidspunkt, da Tyskland reelt havde tabt krigen. Hans navn blev nævnt igen og igen i retslokalerne. Jorden brændte under ham, og i 1948 besluttede Eichmann sig for at flygte over Genova mod Argentina.

På samme tid var den argentinske regering i fuld gang med en storstilet redningsaktion for nazisterne. Under 2. Verdenskrig var der fred i det neutrale land, men der var ingen tvivl om, hvor sympatien lå. Argentina havde et fascistisk inspireret styre, og regeringen så desuden en strategisk fordel i at hente dygtige tyske teknikere og videnskabsmænd til landet.

I marts 1945 blev en afgørende kontakt skabt, da Heinrich Himmler sendte tysk-argentineren Carlos Horst Fuldner med fly til Buenos Aires - med en last fuld af kunstskatte. Nazisterne havde i en årrække haft agenter i byen, og nu var vejen banet for en omfattende flugt.

Det nazistiske flugtnet er aldrig fuldt kortlagt. Men det var stort, og det var effektivt.

Netværket er siden døbt ODESSA, Organisation Der Ehemaligen SS-Angehörigen - organisationen af tidligere SS-medlemmer - efter en roman af Frederik Forsyth ”The ODESSA File” fra 1972.

Netværket byggede på kontakter i Vatikanstaten, i Røde Kors og blandt argentinske diplomater i Europa. Som ansvarlig for deportationen af millioner af mennesker til den sikre død i gaskamrene var Eichmann en af dem, der havde mest brug for hjælp.

Og han vidste det.

Med kirkens hjælp

Eichmann havde været nødt til at leve afskåret fra sin loyale kone og sine tre børn i en årrække, og han så nu chancen for en genforening i Argentina, har han senere fortalt:

”Jeg ville gerne se min kone og mine børn igen, og jeg var ved at være godt træt af at lege skjul. Jeg vidste, at jeg var nødt til at vente til stormen havde lagt sig og de vendte opmærksomheden i en anden retning.”

Et par år efter 2. Verdenskrig havde Den Kolde Krig overtaget verdens opmærksomhed, og Eichmann mente, at tiden var moden. Kammeraterne fra Celle hjalp ham igen, og via kodede rubrik-annoncer i den lokale presse fik han kontakt til en organisation af tidligere SS-folk. Eichmann forlod sit refugium nær Bremen i 1948, og han begyndte at bevæge sig sydover.

Han undgik de store byer. Han sov i katolsk kloster om dagen, og han gik videre om natten. Den katolske kirke i hele Europa gav ivrigt husly til flygtende ex-soldater, og Eichmann rejste ubemærket gennem Østrig. Kirken havde stadig tætte bånd til de gamle magthavere. Italien havde været fascistisk i hele to årtier under Benito Mussolini - Hitlers nærmeste allierede - og der var mange sympatisører i Italien. Eichmann fik hjælp af en gruppe Franciskanermunke, og d. 2. juni 1948 blev han udstyret med et ID-certifikat i den norditalienske by Termeno. Munkene holdt ham siden skjult i nærheden af Rom, mens han ventede på at få udstedt sit pas. Han hed nu Ricardo Klement.

I mellemtiden var agenter fra den nye jødiske stat, Israel, i fuld gang med at jage flygtende nazister. Eichmann følte nok engang jorden brænde under sig. Og igen fik han hjælp af nazisternes netværk, der var fragmenteret og vidt forgrenet. Han rejste til Damaskus i Syrien, hvor han opererede som en mindre våbenhandler, inden han tog tilbage til Rom.

I sommeren 1950 var hans pas endelig klar. Det er stemplet d. 14. juni 1950 på det argentinske konsulat i Genova. Det er desuden forsynet med adskillige stempler fra Røde Kors’ afdeling i Genève i Schweiz, og det er stemplet af emigrationsmyndighederne i Genova d. 17. juli 1950. Samme dag gik manden, der organiserede Holocaust, ombord på luksuslineren Giovanni, da den lagde fra kaj med kurs mod Buenos Aires.

”Tilstrækkelig dokumentation,” står der i dokumentet. I år 2007 blev det fundet af en argentinsk dommer i et støvet arkiv i den argentinske hovedstad. Røde Kors har siden forsvaret deres rolle i sagen med, at de gav dokumenter til folk, der var i nød, og at det var svært at skelne skidt fra kanel i de kaotiske tider. To år senere kom hans kone og tre sønner med en oceangående damper til Buenos Aires, og familien blev genforenet efter syv år.

I Argentina bestred Eichmann en række ubetydelige job, men i modsætning til mange andre naziflygtninge fik han aldrig succes i det argentinske samfund. Ti år efter flugten blev den efterhånden verdenskendte nazist fanget af israelske agenter i en fattig forstad til Buenos Aires.

Bødlens egne ord

Adolf Eichmann blev retsforfulgt i 1960, og mens han ventede på sin appelsag, skrev han sine erindringer. De blev udgivet i år 2000 fra israelske arkiver, og det er et langt forsvarsværk for hans gerninger, som han aldrig fortrød. Han gav sine overordnede skylden:

”I dag, 15 år efter den 8. maj 1945, ved jeg, at et liv i lydighed, dikteret af ordrer, instruktioner, dekreter og direktiver er et meget komfortabelt liv, i hvilket ens egen kreative tænkning er formindsket.”

Erindringerne bliver anset som et forsøg på at formilde dommerne - og forbedre et uhyrligt eftermæle. I 1950’erne udtrykte Eichmann sig mere bramfrit, da han følte sig sikker i Argentina. Over for den hollandske nazist og journalist, Willem Sassen, der selv levede i landflygtighed, øste Eichmann ud af sit inderste. I en række interviews fortalte eks-administratoren om sin fortid, og her var han væsentlig hårdere over for jøderne. Om end han udtalte, at Hitler ”måske” tog fejl. Om flugten sagde han:

”I det følgende år ledte de forgæves efter mig. Jeg ville ellers gerne have fred med mine tidligere modstandere. Og jeg ville være den første til at overgive mig til tyske myndigheder, hvis ikke jeg altid følte, at den politiske interesse i denne sag - i min sag - ville blokere for en klar objektiv udvej.”

LÆS MERE:

Uki Goñis bog ”The real Odessa” fra 2002 er en klassiker.

Eichmanns memoirer er skrevet i fængslet i Israel:

http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/Holocaust/memoir.html

Eichmann fortæller bramfrit sin historie, inden tilfangetagelsen:

http://www.einsatzgruppenarchives.com/trials/profiles/confession.html

David Cesarani har skrevet et omfattende værk. ”Eichmann. Life and crimes.”

http://www.youtube.com/watch?v=4ThJI5AHOSo

FAKTA1: ”Adolf Eichmann - organisator af Holocaust”

Adolf Eichmann (1906-1962) var SS-Obersturmbannführer, og under 2. Verdenskrig var han chef for sektionen for jødiske anliggender i RSHA (Rigssikkerhedskontoret).

Eichmann blev født i den lille tyske by Solingen ved Rhinlandet. I 1913 flyttede familien til Linz i Østrig, og Eichmanns far deltog i 1. Verdenskrig som soldat i den østrig-ungarske hær. Eichmann var i høj grad influeret af sin far - en autoritær revisor - og sønnen bevarede livet igennem stor respekt for ældre ledere.

I 1932 gik han ind i nazistpartiet, og kort efter gik han ind i SS. Året efter erobrede Hitler magten i Tyskland, og som tysk embedsmand og SS-officer udviste Eichmann et stort talent for organisation. Det bragte ham højt op i det nazistiske system. Han organiserede Wannsee-konferencen i januar 1942, hvor nazisterne besluttede en løsning på ”det jødiske problem”, og siden blev han den ledende skikkelse i den logistiske planlægning af massedrabet på 6 mio. jøder.

Hvor brutalt det end lyder, så udførte han opgaven dygtigt. De tyske udryddelseslejre med Auschwitz i spidsen fungerede efter hensigten, og deportationerne fortsatte, da de tyske hære var ved at falde sammen på alle fronter.

Efter krigen flygtede Eichmann til Argentina, hvor han i 1960 blev fanget af israelske agenter fra Mossad. Han blev fløjet til Israel, hvor han blev dømt og hængt den 1. juni 1962. Adolf Eichmann forsvarede sig under retssagen med, at han havde handlet efter ordre.

FAKTA2: ”Argentina tog imod 10.000 nazister”

Argentina har fascistiske traditioner. Fra 1946-52 blev landet ledet af General Juan Domingo Perón, der betegnede de allieredes rettergang - Nürnberg-processerne - som en skandale. Desuden var Argentina dengang Latinamerikas suverænt rigeste land, og Perón havde stormagtsdrømme. I den forbindelse kunne han fint bruge nazisternes organisatoriske og tekniske evner, og af disse årsager blev der udstedt omkring 10.000 pas til nazisterne i årene lige efter krigen. De største fisk var Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke og Aribert Heim (sidstnævnte bliver stadig jagtet).

FAKTA3: ”Rotteruten – SS planlagde flugt under krigen”

I den sidste tid af 2. Verdenskrig, da det stod klart, at Tyskland ville falde, begyndte SS at organisere flugtruter. Mange ville gerne samarbejde. Tyskerne havde nemlig stadig magten, og da de så ikke havde den mere – efter krigen – havde de penge, guld og diamanter. Tyvekoster, der var stjålet og lagt til side, og nazisterne købte sig frem blandt venligtsindede.

Rotteruten betegner den største og mest kendte flugtrute over Italien til Sydamerika. Den fungerede med hjælp fra især Vatikanet og Røde Kors. Den engelske betegnelse ”ratlines” indikerer imidlertid, at der var mange linier ud, hvilket også er fuldt bekræftet. En betydelig nazistisk flugtrute efter krigen gik fx over Skandinavien. Der var også mange endemål. Nazisterne tog til andre lande i verden og i Sydamerika, hvor uniformeret nationalisme stadig var på mode. Chile, Paraguay og Brasilien tog en del nazi-flygtninge, men intet land satte det i system som i Argentina.

FAKTA4: ”Vatikanet hjalp nazisterne”

Nazisternes flugtruter kunne kun fungere med hjælp fra magtfulde allierede, og i Vatikanstaten i det indre Rom var der livlig aktivitet i årene efter krigen.

Biskop Giovanni Battista Montini - i 1963 udnævnt til Pave Paul VI - var i 1946 ansvarlig for ekstraordinære sager i Vatikanets Udenrigsministerium. Han fik bl.a. rapporter fra den østrigske Biskop Alois Hudal, der siden 30’erne var æresmedlem af Nazistpartiet, og sidstnævnte så det som sin pligt at hjælpe nazister væk fra ”sejrsmagternes skueprocesser” - som han anså De Allieredes retssager for at være. Alois Huldal havde stor indflydelse, og han mente selv, han tjente en god sag:

”Jeg takker Gud for, at han har ladet mig besøge og trøste (nazi) ofre i deres fangelejre, og for at jeg har haft mulighed for at hjælpe dem med falske papirer,” sagde Alois Hudal mange år efter.

Hudal og hans ligesindede mente, at sejrsmagterne satte sig tungt på den rigtige udgave af historien; en historie, der var blevet skrevet anderledes, havde Aksemagterne vundet krigen. Forskere mener, at den daværende Pave Pius XII må han have vidst, hvad der foregik. Men der er ingen beviser.