Artikel til Søfart, december 2009

Erik Bo Hansen, direktør for Mærsk Line i Mellemamerika

Han forlod Danmark for sytten år siden. Dengang landsholdet vandt EM. I dag taler han spansk og japansk, han har en rig kulturel ballast, og de 14 år i Asien gav adgang til drømmejobbet som landechef for Mærsk Line. Vi mødte en kosmopolitisk direktør på hans kontor i Mexico City.

Af Ebbe Fischer

Erik Bo Hansen kigger ud af vinduet på 4. etage. Den slanke, danske direktør står i sit kontor, da en vinduespudser pludselig glider ned ad væggen uden for - spændt fast i sin line - for der er langt ned. Han kan ikke se ind, men vi kan se ud.

--------------------------------------------------------------------------------------

Vinduespudseren arbejder hårdt med kosten, mens han forsigtigt firer sig ned ad glasfacaden med tungen lige i munden.
   Indimellem læner han sig faretruende til siden i den lille træsaddel, og den 44-årige Mærsk-chef kigger på ham med et afvæbnende smil. Symbolikken er slående. Kultursammenstødet. Den udenlandske chef og de lokale - som i Mexico en farverig blanding af Europa og oprindelige kulturer. For Erik Bo Hansen er udfordringen at få forskelligheder til at spille sammen, til gavn for Mærsk Line.
 
Ung ”expat” i Japan
   Knap to timer tidligere tager sekretæren imod i receptionen. Kort efter står en lyshåret direktør ved disken. Håndtrykket er fast og han holder øjenkontakten. Blikket er næsten gennemborende, om end på en venlig facon. Vi går ind i chefkontoret, der har tre glasvægge og en endevæg - og sætter os ved et blankpoleret mødebord. Udenfor kan man se de ansatte arbejde med at fylde containerskibene i Mellemamerika. Hele etagen er besat af Mærsk Line, som går igennem nogle hårde år efter en intern omstrukturering og en global finanskrise.
      ”I Mexico har vi set et fald i containertrafikken på 18 procent, og det går naturligvis også ud over os,” siger Erik Bo Hansen uden at fortrække en mine.
      Han er vant til turbulens. Som 26-årig tog han til Japan for at arbejde for verdens største handelsflåde, og livet som ”expatriate” – eller expat – som det hedder i daglig tale i internationale cirkler, har været hverdag siden. Det blev 14 år i Østen for Mærsk, og nu bor han på fjerde år i Mellemamerika.
   Hvordan var det at lande i Japan i så ung en alder?
   ”Fra et forretningsmæssigt synspunkt var det fantastisk interessant, fordi der er mange vigtige industrier i Japan. Og når man kommer ud til en veletableret organisation, som er vant til at modtage danske expats, så er det nemt at komme ind i miljøet,” siger han.
   ”Men så snart man bevæger sig ud på gaden er det en anden sag. I Tokyo er det ikke det store problem, men uden for hovedstaden er alle skilte på japansk, med japanske tegn, og folk taler kun japansk. Derfor påtog min hustru og jeg os at lære japansk på et fornuftigt niveau.”

Danskere er åbne
   Erik Bo Hansen svarer roligt, velformuleret og præcist på spørgsmålene. Uden de store armbevægelser. Seks måneder efter ankomsten til Østen talte ægteparret godt nok japansk til at kunne kommunikere lidt med taxachauffører og lignende, og han mener det er afgørende, at man forsøger at indordne sig i den kultur, man lander i.
   Hvilken rolle har dine danske rødder spillet i den forbindelse?
   ”Vi kommer jo fra et lille land omgivet af vand, og siden vikingernes tid har vi haft samhandel med det store udland. Og jeg mener faktisk, at vi som mennesker er åbne og interesserede over for andre kulturer; vi prøver at acceptere dem. For mit vedkommende og for min danske hustru har det været relativt nemt at indordne os i de kulturer, vi har boet i.”
   Hvilke ligheder har du set mellem de kulturer, som du har mødt?
   ”Uanset hvor man tager hen er der lighedspunkter. Det er det, der gør os ens som mennesker og gør det nemt at komme ind i en ny kultur. Jeg oplever, at der er et gensidigt forsøg på at komme ud af det med hinanden, og en eller anden form for kommunikation vil næsten altid blive etableret,” siger Erik Bo Hansen og peger på, at hvis der fra indvandrerens side mangler en accept af den fremmede kultur, så får indvandreren det svært.
   ”Uanset om man bliver frustreret, er det vigtigt ikke at miste besindelsen i den specifikke kultur. Desværre har jeg også set danskere hidse sig op - ud over alle grænser - over en manglende forståelse: ’Jamen. Jeg er jo dansker og vi er vant til at det skal være på den og den måde, og derfor forventer jeg, at det er på den og den måde i Japan også.’ Det får man intet ud af. Der bliver bare lukket af når man begynder at tale med store bogstaver,” siger han.
   ”Det skaber så yderligere frustrationer, for så får man ikke gennemført noget som helst. Hverken professionelt eller privat,” fastslår direktøren.

Korrupt politi
   I 1996 landede familien på Filippinerne, og her stødte Erik Bo Hansen på et udbredt fænomen i Den Tredje Verden. Han blev stoppet af politiet uden grund, og forelagt en bøde for noget, han ikke havde gjort. Hvis bøden blev betalt med det samme - kontant i hånden på politimanden - ja, så var der 50 procents rabat.
   ”Jeg må tilstå, at de første par gange betalte jeg de cirka 40 kroner det kostede, for at kunne komme videre med det samme.  Men da det gik op for mig, hvad det egentlig var jeg gjorde, så stoppede jeg med dét - og fandt på andre måder at slippe ud af situationen på. Typisk ved at henvise til den danske ambassade, eller på anden vis gøre det svært for politimanden. De lod mig altid slippe igennem,” siger han.
   Har man et ansvar for at rykke ved nogle ting?
   ”Hvis noget går imod ens natur, hvis der er ting, man ganske enkelt ikke vil være med til, som f.eks. at betale en politimand, så mener jeg man skal holde sig til sin overbevisning, med mindre det bringer en selv i fare.”

Karrieredrømmen
   I halvfemserne blev man typisk ringet op i Mærsk, når et nyt job var ledigt, og så måtte man bestemme sig hurtigt. Sådan er det ikke længere, men sådan blev Erik Bo Hansen tilbudt sine stillinger i Singapore og Filippinerne. Og han har valgt efter udfordringer, personlig udvikling, og den fremdrift, som stillingen kunne give karrieren.
   ”Efter knap ni år i Japan, (over to omgange, red.), blev det gjort klart for mig, at jeg nok ikke kunne lære mere dér, og jeg fik nogle valgmuligheder. Ud fra dem valgte jeg noget helt nyt. Panama. Drømmejobbet har hele tiden været en post som adm. direktør i udlandet. Det er en spændende udfordring og det giver et stort råderum, fordi man styrer et datterselskab,” forklarer Erik Bo Hansen.
   ”Der sidder mange intelligente mennesker i Mærsk i Danmark, og mange af dem har store og interessante jobs. Men de færreste leder en virksomhed,” tilføjer han.
   Et år efter ankomsten til Panama fik han drømmejobbet som leder af et datterselskab tilbudt – i Mexico. I løbet af den store omorganisering i Mærsk i begyndelsen af 2008 måtte han så søge sit eget job, ligesom alle andre chefer.
   ”Det var en lidt underlig oplevelse, men heldigvis fik jeg mit job igen,” siger han med et smil.
   Hvad er forskellen på Asien og Latinamerika?
    ”Der er store forskelle indbyrdes i Asien, men der er generelt mere livsglæde i Latinamerika. I Japan lever man i vidt omfang for at arbejde. I Latinamerika er det lige omvendt,” mener Erik Bo Hansen.






Erik Bo Hansen, direktør for Mærsk Line i Mellemamerika

I A.P. Møller – Mærsk som elev i 1987.

Færdig som HD(R) 1992 fra Handelshøjskolen i København.

Udstationeret for Mærsk Line siden 1992. Japan 92-94 og Singapore 94-96 som regional økonomianalyseansvarlig. Filippinerne 96-00 som økonomichef. Japan igen 2000-06 som økonomichef. Panama 06-07 som regional økonomichef. Mexico 07-09 som administrerende direktør.

Siden december 2008 adm. direktør for Mærsk Line i Mellemamerika, dækkende landene Mexico, Guatemala, Honduras, El Salvador, Nicaragua og Belize.

Dansk gift og har to børn på ni og elleve år. De er begge født i Asien.

Har kontrakt i Mexico frem til 2011.