Forestil dig, at du arver 10.000 hektar jord og tusindvis af saftige argentinske okser midt på pampassen efter en fransk greve. Det skete for 33-årige Henrik Hansen og hans argentinske kone, som i dag bestyrer godset fra Buenos Aires. Vi tog med grevens arving på arbejdstur.

Artikel bragt i Landbrugsavisen, august 2010

Der er langt til Bruxelles. Henrik Hansen står i aftensolen midt på en gigantisk mark i det centrale Argentina, da tre store mejetærskere buldrer hen mod ham.

-------------------------------------------------------------------------------------

Det er maj måned; efterår syd for ækvator, og der skal høstes GMO-majs på den vældige argentinske pampas - et af verdens største spisekamre. Solen farver himlen orange langt mod vest, mens flade marker strækker sig så langt øjet rækker, kun afløst af enkelte høje træer.

Det hele er hans. Eller rettere: Deres. Svensk-argentinske Helen Pargman og pæredanske Henrik Hansen fra Nykøbing Sjælland. De mødte hinanden i Bruxelles i 2003, lige inden han begyndte som praktikant i Europakommissionen.

Halvandet år efter deres første møde tog Helen Pargman sin udkårne med på den argentinske pampas. Det var for at feriere, sagde hun. Men pludselig en dag spurgte hun en målløs dansker, om han kunne tænke sig at hjælpe hende med at bestyre hendes arv.

Basen Buenos Aires

Det lå i familiekortene, at grevinden - enke og enearving efter Greve André de Chateau Briand - ville give Helen Pargman hele godset. Men hun havde endnu ikke fortalt sin kæreste om det, forklarer Henrik Hansen.

”Det kom helt uventet. Men det var alligevel ikke svært at tage beslutningen mellem mandarintræer og idyl på gården. Jeg var sikker på, at det kunne blive enormt spændende. Og jeg havde længe været sikker på, at det var Helen, jeg skulle giftes med.”

Vi møder Henrik og Helen første gang i deres lejlighed i Buenos Aires. De bor på 23. etage med udsigt mod Uruguay fra det stilede Palermo Soho kvarter. Lejligheden er ny, men indeholder meget træ og er rustik, hvilket giver et passende landligt indtryk.

Lyshårede Helen Pargman hviler sig på sofaen. Hun er højgravid med tvillinger, og hun er ikke længere i stand til at tage med ud på pampassen. De tager normalt turen de 500 km sammen én gang om måneden for at holde styr på det team, der er ansat til at styre den daglige drift. Resten af tiden administrerer de forretningen fra Buenos Aires.

Den unge godsejer

Få dage efter møder vi Henrik Hansen en tidlig morgen ude foran hans bygning. Gaderne er øde. Han kører firehjulstrækkeren frem og hunden hopper op bagi. Det lysner så småt, da vi triller ud af megabyen. Vi har seks timers kørsel foran os på gode argentinske landeveje, henover de enorme vidder, der ligner de danske marker. Det bliver imidlertid ikke så koldt i Argentina, og dimensionerne er langt, langt større.

Efter en monoton morgentur lige ud ad landevejen når vi en lille sidevej og Henrik Hensen svinger vognen mod venstre. Nu er asfalten er væk. Vi kører henover en støvet grusvej, udover majsmarkerne i høj fart de sidste ti km, inden vi triller gennem en lille indkørsel til grevens gamle gods El Leon de San Marcos. Vi træder ud af bilen og betragter den velholdte gamle gård.

Hvordan bærer I jer ad med at styre alt dette fra Buenos Aires?

Henrik Hansen ser ud over markerne et øjeblik, inden han svarer i et afdæmpet toneleje.

”Sådan har det altid været. Den franske greve og grevinden boede også i Buenos Aires. Vi har dog en ny bestyrer. Da vi overtog godset i 2007 skilte vi os af med den gamle bestyrer. Han havde taget sig nogle friheder, siden grevinden ikke havde styr på forretningen efter grevens død i 2002. Vi var nødt til at markere, at det er os, der bestemmer, og han stod i vejen for udvikling af virksomhedens potentiale,” siger Henrik Hansen og understreger, at de største udfordringer ofte kommer fra regeringen, der indfører nye afgifter og andre barrierer uden varsel.

Firma hjælper

Det er blevet frokosttid og forstanderen kommer ud for at tage imod os, mens en tjenestepige begynder at lave frokost i køkkenet. Der er ingen tvivl om, hvem der er chefen.

”Det er vigtigt at bevare traditionerne,” forklarer Henrik Hansen, da vi sidder ved herskabsbordet og spiser.

Har det været svært at overtage godset, når I ikke er uddannede i landbrugssektoren?

”Vi har hele tiden vidst, at vi skulle have hjælp; at vi skulle finde en partner, der kunne drive det for os i dagligdagen. Enten en enkeltperson eller et firma. Vi fandt så hurtigt ud af, at det er vigtigt at alliere sig med et stort firma med en velfungerende intern kontrol, hvis ikke man kan kontrollere det hele selv. Og det kan vi ikke,” siger Henrik Hansen og tilføjer, at det var vigtigt at lægge en langsigtet strategi.

Omkring ham pryder tryk af franske slotte væggene, mens en række antikviteter ligger på originale træborde. Tilsyneladende ligger alt præcist, som da greven huserede.

Klassisk kød

Dagen efter kører vi to timer stik vest med kurs mod anden halvdel af godset. En halvdel, hvor Henrik Hansen og Helen Pargman har 1.200 stykker avlskvæg gående ud af den samlede bestand på 4.000. De to bestyrere er med, og de snakker lystigt på vejen, mens pampassen glider forbi i det uendelige uden for bilruden. Til sidst når vi en ny grusvej, men her er bevoksningen anderledes; langt mere tæt og nu med tornekrat, og det er tydeligt, at jorden ikke er så velegnet til afgrøder.

Pludselig kommer en hest med en gammel mand ridende. Det er Roberto. En vejrbidt argentinsk gaucho på 64 år, som sammen med sin søn Robertito holder styr på kvæget til daglig.

Vi kører videre ad små grusveje, indtil vi kommer til et lille simpelt hus på et åbent græsareal. Det er det lokale hovedkvarter og eneste beboelige bygning på det enorme område, der er forbeholdt kvæget. Vinden er kraftig, og Roberto og Robertito holder på gaucho-hattene og skærmer ansigtet mod støvet.

Inde i køkkenet står Robertos smilende kone, Mirta, omgivet af katte, der smyger sig omkring hende, mens solen og en behagelig frisk vind blæser ind ad den åbne dør. Henrik Hansen hilser pænt på spansk. Uden for under middagssolen forklarer han, hvorfor det argentinske oksekød er verdensberømt.

”Argentina er velsignet med både godt vejr, store landskaber og græs. Klimaet er perfekt og kvæget kan gå ude hele året, mens klimaet andre steder ofte nødvendiggør mere rustikke racer.”

Vi drikker vores argentinske mate-te og kører videre henover de enorme marker, tilbage mod gården, hvor tjenestepigen venter med aftensmad.