Marcos blev fjernet af styret for 35 år siden

To argentinske eks-diktatorer er dømt for at fjerne over 100 babyer fra deres forældre, som blev dræbt af bødlerne. De små blev forflyttet til andre familier i 70'erne. latin-amerika.dk har mødt én af dem. Artikel nedenfor.

Se film om "Den beskidte krig"

Mødrene fra Maj-pladsen er under beskydning i verserende korruptionssag.

Buenos Aires Herald rapporterer I & II

Hør P1 Morgen lørdag 18. juni 2011, int v. Rune V. Harritshøj

"Mødrenes sidste march", BBC rapporterer i 2006

Artikel til Kristeligt Dagblad af Lisbet Jære og Ebbe Fischer

”Det er jo sygt, at man fjerner børn fra deres forældre og placerer dem i politisk korrekte familier,” siger Marcos Suarez, og et dunkelt skær glider over hans ansigt.

Den 35-årige argentiner kigger igen op mod det pompøse præsidentpalads - Casa Rosada - i hjertet af Buenos Aires. Han står midt på Plaza de Mayo, hvor tusindvis af mennesker for 60 år siden hyldede Evita Peron under hendes taler til det argentinske folk. Pladsen er rolig på en efterårsdag syd for ækvator i 2011. Enkelte turister tager billeder, og duerne svæver omkring i luften over palmerne. Ren idyl. I slutningen af halvfjerdserne blev blodige beslutninger imidlertid truffet bag de lyserøde mure.

Argentinas retsopgør mod diktaturets håndlangere nåede i februar frem til en usædvanlig sag. Nemlig forbrydelserne mod de babyer, som efter deres mødres sporløse forsvinden – og formentlige død - fik lov at vokse op i højreorienterede familier tro mod militæret, mens de under opvæksten blev holdt i uvidenhed om deres sande ophav.

Jorge Videla og Reynaldo Bignone står anklaget for miseren. De to gamle argentinske mænd har det til fælles, at de på hver deres tidspunkt stod i spidsen for militærjuntaen, og fortiden har nu indhentet dem. De har allerede flere livstidsdomme på halsen, men bliver alligevel gang på gang slæbt ind til TV-transmitterede retssager i håndjern. Denne gang om babyer. Tilbage i 1976 kuppede de sig til magten, og da demokratiet blev genindført i 1983 var tusindvis af systemkritikere sporløst forsvundet.

Langt de fleste forsvundne er omkommet, men ikke Marcos Suarez. Han er vokset op med en falsk identitet. Og han er én af anslået 400 babyer, som blev fjernet fra deres forældre og placeret i halvfjerdsernes politisk korrekte familier. Marcos Suarez er født den 20. december 1975, har han i dag vished for. Han var altså spæd, da militæret kom til magten og rykkede ind i det lyserøde præsidentpalads. Marcos Suarez er opfostret af en kvinde, der påstod hun var hans mor.

Marcos Suarez misser med øjnene mod aftensolen, der går længere ned mod de monumentale bygninger i Argentinas magtcenter.

”Min mor forsvandt d. 12. oktober 1976, og min far forsvandt to måneder senere,” siger han men en bitter mine.

”De var 21 år gamle og læste medicin. De var medlemmer af Los Monteneros,” tilføjer han med henvisning til en militant gruppe på den yderste venstrefløj. Ingen har hørt fra dem siden.

Marcos Suarez blev anbragt på et børnehospital i det sydlige Buenos Aires, hvor en sygeplejerske tog ham med hjem og adopterede ham, har han fået at vide, da han begyndte at grave i historien. Han voksede op i troen, at sygeplejersken var hans mor. Men da han blev teenager fik han fornemmelsen af, at noget var helt galt.

”Da jeg blev ældre opdagede jeg, at jeg ikke lignede nogle af de andre i familien. Jeg var anderledes på alle måder. Alle,” siger han hårdt, mens tusindvis af biler cirkler i de store trafikårer omkring Casa Rosada. Folk er på hjem fra det finansielle centrum; ud til forstæderne, hjem til familien.

”Jeg spurgte og spurgte. Men hele familien blev ved med at sige, at jeg var hendes søn,” forklarer Marcos Suarez, mens han ser væk. I dag er hans ”mor” død, og han har kun lidt kontakt til resten plejefamilien, som han giver lidt kredit for at have taget sig af ham.

På den bagerste del af Plaza de Mayo blafrer to store bannere i vinden med et budskab om retfærdighed. Foran dem står nogle gamle damer. Damerne er verdenskendte og legendariske som bedstemødrene fra Plaza de Mayo. Familiemedlemmer til de forsvundne. En organisation, der tilbage i halvfjerdserne forsigtigt lagde pres på diktaturet ved at de gamle argentinske kvinder marcherede med billeder af deres forsvundne børn og børnebørn. Styre lod dem gøre det, og organisationen voksede sig stærk. I dag hjælper den folk som Marcos Suarez med at finde sine rødder. Og i 2005 fandt han endelig ud af tingenes rette sammenhæng.

Psykolog Fabiana Rousseaux behandler forsvundne børn som Marcos Suarez. Hun leder et statsligt netværk af psykologer, der arbejder med ofrene for den såkaldt beskidte krig. Hun behandler også mennesker, som overlevede tortur samt efterladte ægtefæller og forældre. De har alle brug for hjælp på ét bestemt område. Det sværeste er nemlig, at man ikke har vished for, om de forsvundne familiemedlemmer rent faktisk er døde, forklarer Fabiana Rousseaux.

”De forsvundne er hverken døde eller levende, de er forsvundet. Personen er borte, men døden er ikke fysisk identificeret i hverken tid eller sted. Det er svært at forholde sig til. For de efterladte er det forfærdeligt, som en evig straf,” siger hun.

Fabiana Rousseaux ved, hvad hun taler om. Hendes egen far er en af los desaparecidos. Han blev ført væk af militærdiktaturet. Hun læste siden psykologi på Universidad de Buenos Aires, og for 18 år siden blev hun færdig. Nu hjælper hun ofrene med at acceptere, at deres slægtninge er væk. Men det er ikke let.

”Du ved inderst inde, at din slægtning er død. Men uden håndfaste beviser er det vanskeligt at erklære nogen død. Der opstår mærkelige situationer, som grænser til galskab. Du ser en person, som ligner, på gaden eller på et billede. Du tænker, 'måske har han bare mistet hukommelsen?' Eller – 'lever han et sted i Europa?'”

Marcos Suarez tænker ikke længere på sine forældre, siger han. Men han er glad for, at han har mødt sin bedstemor. Organisationen af bedstemødrene fra Plaza de Mayo hjalp ham nemlig med at opspore resterne af sin familie. Og en sommerdag for fem år siden mødte han første gang sin mormor. Hun er den eneste af hans biologiske bedsteforældre, der stadig er i live.

”Det var en meget speciel oplevelse,” siger han og kigger igen væk.

”Jeg kunne med det samme mærke, at vi var beslægtet. Det var som om, vi havde mødtes før, selvom vi aldrig havde set hinanden,” forklarer han.

I samme øjeblik kommer den præsidentielle argentinske garde marcherende og en lille flok turister med store kameraer samler sig omkring flagstangen. Turisterne knipser løs, men Marcos Suarez ser udtryksløst på optrinnet.

Hvad synes du retssagerne mod diktaturets håndlangere bør ende med?

Den tætbyggede mand ser over mod garderne et øjeblik, inden han svarer.

”De ansvarlige skal spærres inde for altid. Det har de fortjent. Argentina er heldigvis kommet et godt stykke videre, men kun retssagerne og tiden kan hele vores sår. Det var de høje herrer, der udstak linjerne. De skal straffes hårdt,” siger han, og tilføjer hurtigt:

”Det er vigtigt, at de får en retssag. Det fik mine forældre aldrig.”

Er du bange for repressalier mod dig under retssagerne?

”Nej,” svarer han kort. Han har aldrig oplevet noget ubehageligt på den front.

Kort efter tager Marcos Suarez afsked og går tilbage mod arbejdet - langs det lyserøde hus, der nu rummer en demokratisk valgt præsident. Argentina har udviklet sig til et stabilt demokrati, og Marcos Suarez arbejder for en statslig organisation, der hjælper ofrene fra fortiden. Argentina huser i øvrigt stadig forflyttede babyer, som lever under falske identiteter. Uvidende om deres sande ophav.

Læs mere om bedstemødrene fra majpladsen