Simón Bolivar - befrieren i nord

Venezuela fylder 200 år den 5. juli 2011 som uafhængig republik

Argentina fyldte 200 år den 25. maj 2010. Se kommentar nedenfor.

I 2010 rundede Colombia (20. juli), Mexico (16. september) og Chile (18. september) de to århundreder - for befrielsen fra 300 års spansk herredømme. Simón Boliviar befriede Venezuela, Colombia og Ecuador og sydfra kom den argentinske general José de San Martin og befriede Argentina, Chile og Peru.

I 2009 fyldte Ecuador. I 2011 fyldte Paraguay og Uruguay.

Alle landene markerer det med festivitas og har i årene op til investeret svimlende summer i diverse projekter.

Reuters rapporterer

P1 Morgen - int Rune VH 24.4

200-year journey

US Embassy, Caracas - (spansk)

Se historisk tilbageblik

Argentina: 200 stormfulde år

Sydamerikas næststørste land fejrer i disse dage ”el bicentenario” med pompøse parader og dundertaler fra tvivlsomme politikere. Men under overfladen har populisme og defaitisme slået rod i et land, der engang var et af verdens rigeste.

Billedserie Buenos Aires

En række lande i regionen fylder rundt.

Tema på latin-amerika.dk

Nervøse, argentinere? regionens mest bekymrede folkefærd

Kristeligt Dagblad 26/5 - 2010, Ebbe Fischer

Vi skriver 23. maj 2010 og Argentina er midt i en ugelang fest; 200 år er gået siden kreolerne gjorde oprør mod den spanske trone, og det skal fejres. Søndag er helliget parader for de mange forskellige indvandresamfund, som tilsammen har opbygget det moderne Argentina. Og den 57-årige dansk-argentiner ligner en bondekvinde i stadstøj fra det forrige århundrede, hun er 3. G’er og hun taler lidt dansk.

”Vi vil gerne vise vores taknemmelighed til det land, som tog imod vores forfædre og gav dem mulighed for at opbygge et nyt liv,” siger hun.

Hendes lyshårede datter, 20-årige Ingrid, står ved siden af. Hun er også klædt i folkedragt, men hun taler ikke dansk.

”Det er vigtigt for mig at repræsentere mine oldeforældre,” siger hun med bestemt mine - og hun taler dermed for de fleste i det multikulturelle optog. På himlen trækker skyerne sig langsomt sammen. Et uvejr er på vej, og en time senere siler regnen ned. Hele 50 mm falder på 60 minutter, og uvejret kunne næppe være mere symbolsk i et land, hvis historie er plaget af korruption, militærdiktatur og kaos. Men også af flere gyldne epoker siden 1810.

Krig og indvandring

De fleste latinamerikanske lande fik deres uafhængighed som konsekvens af Napoleons felttog i Europa. Spanien blev løbet over ende for godt 200 år siden og var ikke længere i stand til styre kolonierne, som rev sig løs på stribe.

Storbritannien søgte at udnytte magttomrummet i Sydamerika og invaderede Buenos Aires to gange i 1806-07, men blev smidt tilbage i havet efter hårde kampe. Kampe, der gav kreolerne (europæere født i Latinamerika, red.) et patriotisk boost - og gav ammunition til Argentinas majrevolution i 1810. Storbritannien opgav imidlertid ikke Sydamerika og i 1833 erobrede briterne Falklandsøerne og lagde dermed grunden til en hidsig konflikt, som vi skal vende tilbage til.

Fra 1850’erne og 100 år frem oplevede Buenos Aires nye invasioner, men denne gang var gæsterne velkomne. Bølger af europæiske immigranter skyllede ind - herunder 13.000 danskere på jagt efter frugtbar jord på de uendelige argentinske vidder. Immigranterne fik efterhånden organiseret landbruget, og Argentina blomstrede i 1920’erne og 30’erne, mens Buenos Aires udviklede sig til en verdensby præget af monumentale bygninger med inventar af marmor og guld, som den dag i dag leder tankerne hen til de imperiale storbyer i Europa.

Peronismen

Pludselig stod Argentina som et af de rigeste lande i verden; en potentiel verdensmagt med store ambitioner. Men hvor gik det galt? Hvorfor lever omkring 25 procent af befolkningen nu i fattigdom? Hvor blev stormagten af?

”Forstå peronismen og du vil forstå Argentina,” siger de i Buenos Aires.

General Juan Domingo Perón vandt valget i 1946, og siden har peronismen været den vigtigste politiske faktor. Perón var en karismatiske leder, som beundrede Italiens diktator Benito Mussolini og så op til Nazityskland.

Perón var gift med den legendariske Evita og det glamourøse præsidentpar skabte den altdominerende politiske kraft, peronismen, der er svær at sætte i bås. Det er en autoritær styreform, men ikke racistisk. Det er en bred alliance mellem de små jordejere, arbejderklassen og industrien, og partiet hedder officielt Partido Justicialista (retfærdighedspartiet, red).

Efter et militærkup i 1955 måtte Perón flygte ud af landet, og han vendte først tilbage til Argentina i 1973 for på ny at overtage præsidentposten. Året efter døde han, og hans tredje kone - Isabel Peón - fik præsidentposten. Et nyt militærkup fulgte i 1976 og frem til 1983 udrensede militæret 30.000 politiske modstandere i den såkaldte beskidte krig, der har sat dybe ar i det argentinske samfund.

Demokratisk kaos

I 1982 forsøgte generalerne at samle nationen ved at invadere Falklandsøerne, som Argentina kalder Islas Malvinas og som alle argentinere opfatter som en indiskutabel arv fra kolonitiden. Men Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher slog uventet hårdt igen og gav de argentinske generaler et nederlag, de aldrig kom sig over.

Den svækkede militærjunta opgav magten og demokratiet er i dag rodfæstet - med peronismen som parlamentarisk omdrejningspunkt. Men de stormfulde tider forsvandt ikke med militærdiktaturet. I 1989 kom hyperinflationen, og i julen 2001 gik Argentina statsbankerot efter interne slagsmål og en fejlslagen økonomisk politik, mens 39 lå dræbt i gaderne. Urolighederne kom, fordi bankerne indefrøs store værdier, og devalueringen åd middelklassens opsparing og pension, mens landet blev styret af fem forskellige præsidenter på 14 dage. Dén udvikling satte ny standarder for ikke-militære kriser i Argentina og føjede flere ar til den hårdt prøvede folkesjæl. Hvem turde tro på fremtiden?

I seng med Chávez

Siden er det imidlertid gået fremad. De følgende år havde Argentina vækstrater på knap 10 procent om året, hjulpet på vej af gunstige verdensmarkedspriser på fødevarer. Men den hastige vækst afledte høj inflation, og den daværende præsident Nestor Kirchner valgte en argentinsk løsning. Han udskiftede i januar 2007 chefen for det nationale statistiske bureau. Og vupti. Pludselig var inflationen reduceret til en tredjedel.

Samtidig dyrkede Nestor Kirchner relationerne til Venezuelas præsident Hugo Chávez, og Argentina balancerer nu mellem de moderat venstreorienterede regeringer i Chile, Uruguay og Brasilien - og på den anden side de venstrepopulistiske i Venezuela, Bolivia og Ecuador. Regeringer, der foretrækker nationaliseringer og gaver til de fattige.

I oktober 2007 opgav Nestor Kirchner et sikkert genvalg for at give plads til sin kone, den nuværende præsident Cristina Kirchner. Hun kører videre i samme spor, og en stor del af den politiske diskussion i Argentina går i dag på, hvordan man får styr på de officielle statistiske tal, siden svindlen selvsagt tærer på landets troværdighed i en tid, hvor nabolandene markerer sig som seriøse aktører, der tiltrækker store investeringer. Ifølge præsidentparret er der imidlertid intet at komme efter.

I Argentina tror ingen længere på politikerne og en kronisk pessimisme, grænsende til defaitisme, har rodfæstet sig i det store sydamerikanske land.

KOMMENTAR

Et seriøst land

200 års-dag: Argentinas storhed og fald er sket på få årtier. En politisk-etisk dekadence, der har forpasset muligheden for at blive en stormagt på grund af cykliske kortslutninger i demokratiet og økonomien

Af Rune V. Harritshøj.

BUENOS AIRES

En stående vits blandt argentinske økonomer lyder, at Japans meritter efter Anden Verdenskrig er lige så forklarelige som Argentinas fald i samme periode. For Argentina er vitsen alvor, for landet er her op til dets 200 år som selvstændig republik den 25. maj 2010 stadig én stor modsætning med nogle af Latinamerikas største naturressourcer og en forholdsvis veluddannet arbejdsskare. Dette såkaldte bi-centenario har givet en del (selv)ransagelse i de argentinske medier.

Går man til en argentinsk asado, grillmiddag, falder snakken på tingenes tilstand, der set på den korte og lange bane er et værre rod af økonomiske og politiske rutschebaneture. I samme åndedrag falder snakken på de gode gamle dage som er noget, enhver argentiner har hørt om, men kun de ældste kan tale med om. Dengang Argentina brystede sig af dets produktivitet som et land on the move med en rudimentær velfærdsstat men dog en velfærdsstat midt i et Sydamerika af armod og verdens også i dag største sociale forskelle. Et Argentina der tog teten på verdensudstillinger som landet med en klassisk eksport-model båret frem af en elite af jordejere og industralister i et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt. Faktum er, at en lille elite sammen med skiftende militær-regeringer sad på flæsket i landets belle epogue som verdens kornkammer fra 1890 til 1930. Siden blev 1930erne og det, der i Argentina kaldes for det infame årti, begyndelsen til en lang række af militærregeringer. Karakteristisk er landets politiske landsfader, Juan Domingo Perón, militært uddannet og var med i den militære overgangs-regering, GOU-regeringen, 1943-46. Hans brandtaler for arbejderklassen blev dog for meget for establishmentet, og han blev fængslet. Folket gik, via hans kone Eva Duarte kendt som Evita, på barrikaderne og fik ham via massive demonstrationer løsladt 17. oktober 1945. Den dag i dag en politisk helligdag for argentinerne.

Retfærdighedspartiet og militærkup

Perón vandt det demokratiske valg i 1946 og dannede skole med sit Retfærdigshedsparti, Partido Justicialista, i folkemunde ”PJ” eller slet og ret peronistpartiet. De argentinske masser strømmede til ”generalens” blanding af Mussolini´s totalitære doktriner og den gryende nationalistiske Trejde Verdens-frihedsideologi. Primært fordi generalen gav arbejder- og middelklassen hidtil usete goder med øgede arbejderrettigheder, minimumslønninger men også en politisk ensrettethed, som Argentina aldrig siden er kommet sig over. Men i 1955 var det slut, blandt andet fordi Perón lagde sig ud med den katolske kirke. Militærkuppet kom.

Peronistpartiet er for Argentina, hvad socialdemokrati er for Danmark. Eller var. For peronistpartiet har flere gange været på nippet til at knække over i interne magtkampe i et parti, der efter danske forhold favner fra dansk folkeparti til socialdemokratiets venstrefløj. Dette ideologisk brede parti var og er en del af problemet for Argentina. Peronistpartiet perfektionerede Argentinas i forvejen stærkt udviklede korridorpolitik og klientelisme. Det satte med andre ord de demokratiske og institutionelle regler ud af spil i 1950-1960erne som et fagforeningsvælde, der kvalte hovedparten af rationel og naturlig politisk debat. Argentina lider stadig under korridorpolitikkere, der siger ét og gør noget helt andet og ikke fordeler kagen på den måde, som Perón oprindeligt ville det. Denne politisk-etiske dekadence er fortsat og er blevet forstærket af et af Sydamerikas mest brutale militærdiktaturer 1976-83. Denne såkaldte beskidte krig var en fortsættelse af en kedelig argentinsk rekord: Flest militærdiktaturer i Latinamerika: 1930-32, 1943-46, 1955-58, 1962-63, 1966-73 og senest 1976-83.

Det er en næsten periodisk militær indblanding i demokratiet. Denne cykliske performance spiller sammen med en anden  økonomisk læresætning om Argentina: Dets crash&boom-perioder hvert 10-15 år som krisen i 1975, hyperinflation i 1989 og verdens til dato største statsbankerot i januar 2002. Den politisk-etiske dekadence er økonomisk betinget og viceversa. Taberen er det argentinske demokrati og institutioner, og ikke mindst den menige borgers nattesøvn. At bankerne i efteråret 2001 sætte et lavt loft på indlånernes mulighed for at tage penge ud og derefter ved lov tvangsvekslede den gennem ti år dollariserede økonomi, dvs borgernes opsparinger, pensioner, drømme i dollar til en lav kurs til peso, var for meget. Opstanden julen 2001 var flere års frustration over forkerte økonomiske recepter og korrupte politikkere.

1910 vs 2010: Nye børnesygdomme

Dagens Argentina fejrer sine 200 år og kigger tilbage på landets tilstand og meritter ift 1910, hvor Argentina fejrede sin 100-års dag i undtagelsestilstand. Et land med to virkeligheder: Den officielle pompøse festivitas med establishmentet indenfor politik, landbrug, industri og militær, og de sultende masser der truede med opstande for at få sin del af kagen på et tidspunkt, hvor landets magtfulde eksportsektor oplevede stigende råvarepriser på verdensplan. Sammenligningen til dagens Argentina er ligetil. De sidste par år har Argentina nydt godt af rekordhøje råvarerpriser, der med finanskrisen 2008 kortvarigt faldt men atter er på vej op. Som i 1910 nyder hovedparten af argentinerne ikke godt af landets ressourcer som verdens 8. største fødevareproducent. I dag er omkring 25 procent af befolkningen fattige, og den tidligere veletablerede middelklasse er svundet ind. Og samtidig det argentinske hjemmemarked. Til forskel fra i 1910 har Argentina siden 2003 været regeret af venstrefløjen i peronistpartiet ved præsidentparret Néstor Kircher (2003-2007) og nuværende præsident Cristina Fernández de Kirchner frem til præsidentvalget i 2011. Trods gode intentioner ikke mindst ved at på overfladen gøre op med en århundredelang korruptionskultur indenfor retsvæsen, politi og politik, er Kircher-parret fanget af egne ukompromisløse filosofier og en modarbejdende opposition.  Siden CFKs, om præsident Cristina kaldes, kom til magten i 2007, har hun været i konstant modvind på hjemmefronten. I foråret 2008 var Argentina paralyseret i flere uger med tomme supermarkedshylder og en, bevidst, markafbrænding der indhyldede metropolen Buenos Aires i røg i flere dage, fordi regeringen ville højne eksportafgifterne på landbrugsprodukterne og særligt den gensplejsede soja. Det har siden fået landbrug og opposition til at spænde ben for regeringen i stort og småt godt hjulpet på vej af en historisk modarbejde vicepræsident – en  tidligere stærk regionalpolitiker Julio Cobos. Han er toppen af isbjerget i det, der også stikker under i Argentina: Politikkere der sjældent arbejder for helheden og nationens bedste men forsvarer sektorinteresser og oftest fortsætter 1900-tallets tradition for lokale sheriffer, de såkaldte caudillos, i en konstant og nedbrydende anti-konsensuskultur. Argentinsk politik er på sin vis antitesen af konsensus og sammenlignet med mere succesfulde og stabile nabolande som Brasilien og Chile, er Argentina indbegrebet af kortvarige usammenhængende politikker. Uanset hvor man kigger hen, uddannelsessektoren, eksportsektoren, sundhedssektoren, fødevaresektoren, turisme, så har Argentina på grund af denne dræbende politiske kultur ikke kunnet fastholde langvarige statspolitikker på noget område. Uddannelse af dets borgere har Argentina ikke formået, hvorfor det klassedelte atter er blevet samfundsmodellen trods Peróns drøm om et velfærdssamfund med knowhow og forarbejdede råvarer i stedet for det råvareeksportland, som Argentina var i 1910 og stadig delvist er.

Crash&boom

En argentinsk politiker og fagforeningsboss, Luis Barrionuevo, sagde i 1999, at ”hvis vi (politikkere, fagforeningsbosser m.fl.) holder inde med at stjæle i to år, så kan vi betale udlandsgælden og ændre landet”. Citatet behøver næsten ingen kommentar. Indstillingen er, at landet med Latinamerika-rekord i love og påbud lider under en tag-selv-kultur, hvor den laveste fællesnævner og det laveste gærde er reglen mere end undtagelsen. Det være sig i trafikken, i forretningslivet, i det offentlige og det private. De politiske debatter i dagens Argentina handler om at vinde taleretten og debatten, dvs moderne ordkløveri, mere end at diskutere grundlæggende problemer i samfundet. Det er et varsel om, at Argentina er bundråddent, og at dets beslutningstagere er en del af de problemer, som Argentina nu i et århundrede har skabt igen og igen. Her taler vi om et svagt retsvæsen, en korrupt offentlig administration, en barsk og til tider stat-i-staten etat og sektorer og fagforeninger uden et mindstemål af respekt for de grundlæggende republikanske spilleregler. Det slider utvivlsomt på mand og kvinde i Argentina. Og i julen 2001 gik folket amok over indefrysningen af deres indeståender i bankerne, hvilket førte til undtagelsestilstand, 39 døde i demonstrationer og betalingsstandsning nytårsdag 2002. Samt fem præsidenter på 14 dage. Folket krævede en total udrensning i parlament og regionaladministrationer, hvilket ikke kom. Selvom de to Kircher-regeringer har forsøgt at ændre Argentinas kurs via en lav valuta, der har skabt 1,5 mio nye arbejdspladser primært i eksportsektoren, så er Argentina stadig landet, hvor flere millioner fattige i forstæderne ”holdes hen” på eksistensminimale overførselsindkomster mod at stemme på de rigtige ved næste valg. Klientilisme kaldes det. Pointen er, at Argentina trods rekordstore centralbankreserver og rekordhøje råvare-indtægter 2003-2008 ikke har ændret på de grundlæggende problemer indenfor dets økonomi og institutioner. Uden at male fanden på væggen kan man med god ret forvente endnu en ny crahs&boom, efter statsbankerotten i 2001/02 og de næsten kinesiske vækstrater 2003-2008. Hovedparten af argentinere (for)venter det kommende crash. Kun omfanget og tidspunket kan de ikke forudsige. Kirchner-præsidentparret sværger, at de vil gå over i historien som dem, der brød denne onde cirkel. Oppositionen gør i disse uger og måneder alt for, at profetien som så mange gange tidligere bliver selvopfyldende. Så de kan komme til magten og omgøre meget af det, deres forgængere, ifølge oppositionen, har gjort forkert. Det er dejavu for argentinerne.

Tillykke med fødselsdagen.